Hegns Leksikonet

Støjberegning, sådan måles og forstår man støj

Hvad er støj og hvordan måles det

Vi måler lyd i decibel, dB, eller mere korrekt dB(A). Det menneskelige øre har ikke samme følsomhed over for dybe toner som over for høje. Det korrigerer man for ved måling af lyd ved hjælp af et såkaldt A-filter. Derfor kaldes måleenheden for dB(A). Der findes også andre filtre, f.eks. C-filteret, som bruges ved måling af meget kraftig lyd (støjspidser).

Øret kan opfatte en utrolig variation af lyd – fra en knappenål der rammer gulvet til et jetfly. For at favne dette anvendes en logaritmisk/relativ dB-skala, der er bygget sådan op, at lydtrykket (eller energien i lyden) teknisk set bliver fordoblet ved en øgning på 3 dB(A).

Lydtrykket har betydning for, hvad øret kan holde til. Det betyder derfor især noget, når man bliver udsat for lydstyrker på over 85 dB(A), som kan give alvorlige og varige høreskader.

0 dB svarer til den svageste lyd et menneske kan høre. 120 dB er så kraftig støj, at det kan gøre ondt i ørene. En forbipasserende personbil kan kortvarigt give anledning til et støjniveau på 75 dB i 10 m afstand, mens en lastbil giver et støjniveau på 85 dB i 10 m afstand.